Sider

18.1.17

Zizzi.dk fylder fem år!


Jeg ved udmærket godt, at jeg burde holde mig til at kigge udsalgskategorierne her i januar, men nøj, hvor er det svært ikke at føle sig draget af alle de forårslækre nyheder. Det kender vi vel allesammen, ikke? Jeg håber i hvert fald, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Jeg er så dårlig til at shoppe udsalg, for jeg længes efter blødere farver, lettere materialer og nærmest sommerlige snit, når vi når hertil og jeg bliver så træt af at mørket, at jeg prøver at snyde mig selv ved at lukke lidt forår ind. 

Jeg ville såmænd bare lige tippe om, at Zizzi.dk - en af mine yndlings webshops og faste brands i skabet - fylder fem år i dag. De fejrer det nemlig med fri fragt og det kan næsten altid få mig til at overveje et indkøb en ekstra gang. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker simpelthen bare, når jeg kan undgå den udgift. Hvis nu jeg skulle smutte forbi Zizzi, så skulle det i denne omgang være for at finde det perfekte outfit til en barnedåb, vi skal til om et par uger. Jeg er fuldstændig på bar bund, men til gengæld har jeg selvfølgelig også et fuldt skab, så mon ikke det løser sig. Men altså... Derfor kan man jo godt overveje en af de tre smukke løsninger ovenfor, ikke? Ja, der er altså intet nyt under solen - jeg elsker stadig blomster og kjoler i kombination. 

16.1.17

2017


Set i forhold til 2016, så tror jeg faktisk ikke 2017 behøver at anstrenge sig særligt meget for at blive et mere lykkebringende år, men derfor kan man jo alligevel godt tage sig selv i at håbe, at det nye år kommer med gode intentioner. De sidste år af mit liv har om noget lært mig, at man aldrig ved, hvad livet bringer - af godt og af ondt. Der er ikke ret meget andet for end at lære noget af de lektier, man skal lære og så tro lidt på, at der nok gemmer sig en mening med det hele et sted og at det hele til sidst går op i en højere enhed. 

Det er mange, mange år siden, at jeg har haft nytårsforsætter, sådan rigtigt. I år er sådan set ingen undtagelse, men på en måde er der alligevel sneget sig et par stykker - indtil videre er de nok sådan lidt usagte, men ikke desto mindre er de meget vigtige. I 2017 vil jeg være bedre. Jeg vil være gladere, stærkere, mere optimistisk, mere nærværende. 2016 var lidt ude af mine egne hænder, det er 2017 ikke. 

Jeg vil have tid til de ting, som gør mig rigtig glad og jeg vil genfinde troen på mig selv. 2016 var sådan et år, hvor jeg kørte helt i stand by på mange måder. Jeg mistede fornemmelsen af min krop og glemte nok også, hvordan jeg elsker den. Den følelse vil jeg genfinde. Den følelse skal genfinde. Det slog mig for alvor en dag, hvor jeg på instagram så et opslag, der sagde noget i stil med:

Hvis du skal have et nytårsforsæt, der handler om din krop, 
vil du så ikke love mig, at det handler om
at elske den. 

Jeg har arbejdet med min selvkærlighed længe - og lige som så meget andet, så er det fuldstændig naturligt, at det går lidt op og ned. På det seneste er det desværre bare gået rigtig meget ned for mit vedkommende. Når jeg kigger på det år, jeg har været igennem, så er det vel egentlig ikke så mærkeligt, at jeg er kørt lidt ned i energiniveau - og det går altså ud over mit humør og hvordan jeg går rundt og har det med mig selv. Jeg kigger mig i spejlet hver dag og hvor jeg før smilede og sagde, "hey, smukke - ha' en dejlig dag", så har jeg på det seneste nok nærmere bare peget på alle de steder, som jeg ikke er tilfreds med. Og når man hele tiden peger på det, så er det til sidst det eneste man ser. Det er en ond spiral. 

Midt i alt det, så glemmer jeg, hvad jeg i stedet har haft travlt med. For det er klart, at når man står overfor større og mere akutte situationer, så er der ikke tid til at arbejde med selvværd og -kærlighed. Når har glemt hvordan man går og skal lære det forfra - sådan helt bogstaveligt, så er det ikke så mærkeligt at noget andet må falde i baggrunden. Men heldigvis kan det bygges op igen - det jeg slet ikke i tvivl om. Så mit vigtigste nytårsforsæt i 2017:

Elsk din krop (igen)

Det er muligvis nemmere sagt end gjort, men jeg starter lige med at huske mig selv på, at den krop virkelig er sej. Det er den altså. Det kan godt være, den ikke passer ind i idealbilledet af en kvindekrop, men den er sej. Den er smuk og den har båret og givet liv, den giver næring og tryghed til en smuk unge, den er det tryggeste sted min datter kender, den har kæmpet en lang kamp - og vundet den! Den fortjener at blive elsket, så det gør jeg nu. Et skridt af gangen, ikke? 

Har du mon et nytårsforsæt? 

English:

A new year almost always makes me think about what I want to do with it. 2016 really wasn't my year, but I'll try my best to make 2017 a better year! Looking back at 2016 I realize I couldn't do much to change how it all worked out. Right now I'm not in a great place when it comes to loving myself and my body for what it is, but I really want to change that in 2017, so that's kind off a resulution for me. To love my body (again). It's sometimes easier said than done but I try to remember my self that my body is awesome and worthy of love. After all, it's beautiful and it carried life, it's the safest place my daughter knows and it has fought a battle during the last year - and it actually won. So I'm going to love it again. One step at a time, right? 

5.1.17

Min nytårsdessert



Vi kender den allesammen, ikke? Smagen af nostalgi. De der bløde boller, der smager af børnefødselsdag, Den der gryderet, der smager af en tur på Camden Market i London. Chokoladen, der smager af fredag aften og Disney sjov. Eller de der chips, der smager af en ungdomsudveksling i Rusland. Okay, det sidste eksempel er måske lige lovligt specifikt - men jeg kan fortælle jer, at alt der smager lidt af dild (okay, og vodka....) sender mig direkte tilbage til Rusland, hvor jeg var et par gange for omkring 10 år siden (og så behøver vi ikke snakke ret meget mere om, at der er gået så mange år og at jeg ikke rigtigt føler, at jeg er gammel nok til at noget som helst kan være "for 10 år siden". Bortset fra:) 

Den her kage har samme virkning på mig, bortset fra at den ikke sender mig tilbage til Rusland. Den smager nemlig slet ikke af dild - og heldigvis for det! Den sender mig dog også cirka 10 år tilbage i tiden og den smager fuldstændig af latterkramper, venindesladder og gennemført hygge på en café, der desværre for længst er lukket. Den minder mig om min gruppe af sammentømrede gymnasieveninder, som jeg er så heldig stadig at have i mit liv, omend vi ser hinanden alt for sjældent, fordi vores liv har spredt os lidt for alle vinde. Jeg har serveret kagen til nytårsaften de sidste to år, men den kan bruges til absolut alle anledninger, hvor chokolade passer ind (og hvornår gør det ikke det?). Den kræver bare en fryser, så den er ikke så oplagt at tage med på skovtur. 

Udover nostalgi og dejlige minder, så smager kagen først og fremmest af chokolade. Rigtig meget chokolade. Den har en sej og lækker browniebund og derefter to lækre, bløde og kolde lag chokoladecreme eller -mousse om man vil. Og det bedste af det hele er: den er ikke specielt svær at lave, den kræver bare lige at man har planlagt den i god tid inden veninderne kommer forbi. Som med alle andre chokoladekager har den nemlig bedst af at sætte sig natten over - men det giver sådan set sig selv; alle lagene skal nemlig fryses hver for sig, så du skal svinge piskeriset og træbenet i køkkenet hele tre gange for at nå i hus med kagen. Men tro mig; den er det værd! 

Opskriften her giver sådan cirka 10 stykker kage. Mængderne er lidt skæve og det skyldes, at den opskrift, som jeg tager udgangspunkt i oprindeligt er lavet til 30 personer. Den opskrift har jeg tilpasset, så den passer til min springform og min fryser. Opskriften kommer her:

Ingredienser: 
133 gram god mørk chokolade
66,5 gram god hvid chokolade
175 gram smør
1½ dl. pasteuriserede æggehvider
1½ dl. pasteuriserede æggeblommer 
210 gram sukker 

1. lag: Browniebund
Smelt 66,5 gram mørk chokolade med 66,5 gram smør. Jeg gør det bare i en lille gryde, men vær obs på, at det ikke får for meget varme. 
Pisk ½ dl. æggehvider (det svarer til en bøtte - smart, ikke?) med 16,5 gram sukker indtil blandingen er blevet stiv. 
Pisk ½ dl. æggeblommer (svarer igen til en bøtte) med 66,5 gram sukker indtil blandingen er luftig.
Vend herefter de piskede æggeblommer ned i chokolade/smør-blandingen. Vend til sidst de stive æggehvider i. 

Hæld blandingen i en smurt springform og bag den ved 180 grader (ikke varmluft) i 15 minutter. (Jeg har brugt forskellige størrelser og den eneste forskel er at bunden skal bages enten lidt mere eller lidt mindre - men prøv dig frem, det kan vist ikke gå helt galt)

Når bunden og springformen er kølet lidt af stilles den i fryseren. Og når den er kold kan du begynde på: 

2. lag: Hvid chokolademousse 
Smelt 66,5 gram hvid chokolade med 42 gram smør. Især med den hvide chokolade er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er for meget varme - så bliver den nemlig grynet og skiller i værste fald. 
Pisk ½ dl. æggehvider med 16,5 gram sukker indtil blandingen er stiv. 
Pisk ½ dl. æggeblommer med 66,5 gram sukker indtil blandingen er luftig. 
Vend de piskede æggeblommer ned i chokolade/smør-blandingen. Vend til sidst de stive æggehvider i. 

Hent springformen i fryseren og hæld moussen direkte ovenpå browniebunden. Dette lag skal ikke bages, så du stiller bare din springform direkte tilbage i fryseren og venter indtil laget er frossent - så skal du nemlig igang med.

3. lag: Mørk chokolademousse
Fuldstændig samme fremgang og samme mængder som i første lag, så tag et kig derop. Den eneste forskel er dog ret vigtig: Dette lag skal heller ikke bages! Så når du er færdig med at blande alle tingene sammen, så hælder du bare moussen ovenpå det hvide lag og stiller den tilbage i fryseren. 


Når det sidste lag er frossent, så er kagen klar til at blive serveret. Den skal serveres frossen og jeg kan anbefale at servere noget lækkert, frisk frugt til, for selvom chokolade er lækkert med lækkert på, så kan det godt blive en anelse tungt. 

God fornøjelse! 

English:
This is the recipe for the best chocolate cake I know. It reminds me of fun nights with my girls in my hometown 10 years ago. 

As promised I would translate the recipe if anyone wanted it - and since it's a wonderful chocolate cake of course someone did! So here it goes - I'll do my best to get all the terms right. Feel free to ask me if you have any questions. 

You'll need:
133 gr. dark chocolate
66.5 gr. white chocolate 
175 gr. butter 
1½ dl. pasteurized egg whites 
1½ dl. pasteurized egg yolk 
210 gr. sugar 

The first layer - brownie:
Melt 66,5 gr. dark chocolate with 66,5 gr. butter. I just do it in a small pot but look after it so it doesn't get too much heat. 
Whip ½ dl. egg whites with 16,5 gr. sugar until it's become stiff . 
Then you whip ½ dl. egg yolk in another bowl with 66,5 g. sugar. Softly whip the egg yolk and sugar mixture into the butter and chocolate - after that you add the stiff egg whites, also very softly. 

Bake it in a springform tin for 15 minutes at 180 celsius. 
When it's baked and slightly cooled off you put the cake into your freezer. When it's frozen you can start with the next layer:

Second layer - white chocolate mousse 
Melt 66,5 g. white chocolate and 42 grams sugar. Make sure it doesn't get too much heat! White chocolate really doesn't like it. 
Whip ½ dl. egg whites with 16,5 gr. sugar until it's become stiff . 
Then you whip ½ dl. egg yolk in another bowl with 66,5 g. sugar. Softly whip the egg yolk and sugar mixture into the butter and chocolate - after that you add the stiff egg whites, also very softly. 

Go get the brownie in your freezer and put the white chocolate mousse on top of it. This layer isn't going into the oven, so just put your springform right back into your freezer. When it's frozen you can make the last layer of this cake: 

Third layer:
It's exactly the same as the first layer - with one exception that is pretty important: don't bake it! Just put it back into the freezer and wait patiently until it's frozen. Now you can eat it! Serve it straight out of the freezer. 

Enjoy! 

31.12.16

Last day of 2016



Hej venner! Godt nytår! 

2016 synger snart på sidste vers og sikke et år det har været. Jeg er sikker på, at det ikke bliver et år, jeg kigger tilbage på og tænker: "Det har sørme potentiale til at blive et favoritår!" for selvom der også gemmer sig masser af fine og dyrebare minder i året, så er jeg altså også temmelig klar til at begive mig ind i 2017 og vinke farvel til det her år, for hold nu lige op, hvor har det været åndssvagt hårdt. 

Jeg ligger i skrivende stund med benet over hjertehøjde for at få min ankel til at blive nogenlunde normal i størrelse efter en dag i køkkenet med kransekage i ovnen og de sidste detaljer til desserten. Om lidt skal jeg lave vores klassiske nytårsmenu og jeg ville foretrække at kunne stå på mine ben imens OG kunne have en god aften bagefter også. Så her ligger jeg, men kun et par minutter endnu. 

Inden køkkentjansen vil jeg trække i noget glimmer, male mine læber røde, sætte mit hår - for selvom jeg bare skal have en helt stille aften med min kæreste, vores datter og min far, så er det jo trods alt kun nytår en gang om året. 

2016 har været et år, der har været så overvældende for mig og min lille familie, at det næsten er urimeligt. Mange ting kunne have gået værre, men vi har taget vores bid af lorten, skulle jeg hilse og sige. En brækket ankel sendte os i frit fald og selvom vi har lært meget om os selv, så ville jeg stadig ønske vi kunne gøre det om (jeg mangler stadig kapitler om den tur - men det kommer på et senere tidspunkt). Pludselig stod ikke kun jeg uden job - det gjorde vi begge og i en periode var det svært at se, hvordan 2016 skulle nå at vise sig fra en nogenlunde side. Men min kæreste har fået et nyt job på en dejlig arbejdsplads og det tegner til et spændende 2017. Jeg krydser i hvert fald fingre alt hvad jeg kan for, at det næste år gemmer på en helt masse gode ting for os. 

Når det så er sagt, så smiler jeg også over gode minder. I sommers sang jeg i kirken til en vidunderlig kærlighedsfesr og det var en kæmpe ære. Vi har været på hyggelige udflugter som familie og jeg elsker at Gry er i den alder, hvor hun gider kigge på dyr i timevis og gider male billeder med mig. Vi har været på kort kæresteferie i Hamburg og alt muligt andet godt - og sådan er det jo heldigvis næsten altid; 2016 var ikke vores år, men det var okay alligevel. Vi står her stadig. Og jeg går igen! 

Og I skal have tak. Tak for at følge med her og på Instagram. For støtte og medfølelse og søde kommentarer. Det betyder så meget. 

Så tak. Og godt nytår. Pas på hinanden derude! 

11.11.16

OOTD: Busy weeks

De sidste ni uger har været så travle - så nu udnytter jeg en bustur midt i solnedgangen til at skrive om stort og småt til jer - og ikke mindst om en virkelig pæn skjorte fra Zizzi! 

Jeg var temmelig bekymret for, hvordan det skulle gå med mig og min ankel, når jeg pludselig blev kastet ud i en hverdag uden mulighed for at hvile benet i løbet af dagen. Og det var da også hårdt i starten, men undervejs har jeg lagt mindre mærke til, at anklen bliver øm, at jeg halter meget mindre - og at jeg generelt bare føler mig meget bedre klædt på til en rigtig hverdag. At kaste mig ud i et nyt projekt uden at føle mig helt klar har nok været det bedste jeg kunne gøre - og jeg har lært så meget. Om mig selv og mine drømme, om andre - og selvfølgelig også om det projekt og de temaer, vi har arbejdet med. 

Nu er forløbet snart færdigt og jeg planlægger så småt, hvad jeg vil have på til vores endelige præsentation. Jeg regner med at det bliver denne smukke skjorte fra Zizzi, selvom jeg også gerne lige vil have den på til barnedåb i weekenden. Jeg er helt forgabt i det smukke og elegante print og jeg kunne simpelthen ikke lade den hænge i butikken. 



6.11.16

When your legs don't work - Part 2


Her kommer anden del af min historie om alt det der med min brækkede ankel. Det bliver en længere omgang og I kan læse første del lige her, hvis I ikke allerede har været forbi. Vi stoppede sådan cirka dér, hvor jeg vågnede fra min operation. 

Operationen gik som planlagt og kirurgen kom ind på min stue, da jeg var kommet til mig selv og forsikrede mig om, at mig skulle de nok få op at gå igen. Det har jeg husket mig selv på mange gange siden. Jeg fik et sæt krykker og instrukser om, at jeg de næste seks uger ikke måtte lægge vægt på benet. Så fik jeg undervisning i at gå med krykker og nogle træningsøvelser, der skulle bevare bare lidt styrke i benet. Indlæggelsen varede i alt fra fredag aften til mandag formiddag og bar præg af kvalme fra narkosen, en helt masse stærkt smertestillende og frustrationer på egen krop over, hvordan det er at sove under indlæggelse. Som I kunne læse i første del af fortællingen, så var jeg på daværende tidspunkt igang med et etnografisk projekt om søvn under indlæggelse, hvor jeg blandt andet kiggede på søvn som et samarbejde imellem patienter og personale på kryds og tværs - og det skal jeg da lige love for blev bekræftet i praksis også! 

Mens jeg lå der i min seng og drømte om at sove blev jeg nødt til at håbe, at der ikke var højlydte patienter på gangen eller at der ikke kom aktiviteter i vejen for min søvn - for eksempel besøg af en sygeplejerske, der ville have mig i bad eller en fysioterapeut, der ville træne med mig. Det var jo for mig eget bedste, det er jeg helt med på, men når jeg nu i virkeligheden helst bare ville sove, så var det altså lidt frustrerende. Jeg var i forvejen sønderknust over den situation jeg pludselig var i og i syv sind over, hvilke konsekvenser det ville få for vores hverdag. Dét blev så kombineret med, at jeg bliver virkelig pylret, når jeg er træt - så weekenden druknede i tusindvis af tårer, der skyldtes frustrationer, træthed, savn til min familie og  uoverskuelige smerter, der blev druknet i morfin. Oven i købet var jeg den (u)heldige vinder af en medpatient på stuen, der ikke gjorde sig umage for at tage hensyn til besøgstider og som snakkede i telefon uafbrudt, når hun ikke havde gæster. Ro var der altså ikke meget af. Jeg glædede mig selvsagt til at komme hjem, men samtidig var jeg så nervøs for, hvordan det skulle gå. 

Hjem kom jeg så - og så skulle vi igang med at prøve at finde noget hverdag midt i alt det kaos, som den brækkede ankel medførte. Jeg måtte ikke rigtig noget og jeg kunne endnu mindre, for jeg blev aldrig rigtig fortrolig krykkerne og det gjorde ondt så snart jeg ikke lå med benet over hjertehøjde. Jeg sov nærmest aldrig om natten grundet smerter og tanker i mørket. Jeg var virkelig bekymret for, hvordan genoptræningsforløbet ville blive - og det skulle senere vise sig at mine bekymringer var velbegrundede. Jeg prøvede at dulme tankerne med utallige google-søgninger i forsøget på at finde svar på, hvad jeg kunne forvente og så kom jeg til at holde af Fredrik Backmans forfatterskab, fordi hans universer fik mig til at glemme det hele lidt. 

I de seks uger i sengen fyldte det enormt meget, at jeg var voldsomt frustreret over, at jeg nu blev nødt til at bede om og tage imod en helt masse hjælp uden at kunne gøre noget som helst for at hjælpe tilbage. Det føltes dybt ulykkeligt at være så hjælpeløs og kun at føle sig til besvær i størstedelen af døgnets timer. Min kæreste havde så travlt med at få alting til at gå op - smøre madpakke, aflevere vores datter i vuggestue, gå på arbejde, handle ind, hente vores datter, lave mad med hende på armen, hvis jeg ikke kunne pacificere hende med Teletubbies i sengen, spise med hende, mens jeg spiste alene i sengen, skifte hende, bade hende. Fordi hun blev puttet imellem os i vores seng, kunne jeg hjælpe med den del. Og det var dét. Resten af tiden følte jeg afmagt over ikke at kunne gøre noget for at aflaste det stress og jag, han nu stod i. Han gjorde det godt og gjorde alt han kunne, men det smertede mig, at jeg ikke kunne hjælpe og at det var min skyld, også selvom jeg ikke havde gjort noget af det med vilje. Og mit hjerte gik lidt itu hver gang Gry efterspurgte mor i hendes leg - hver gang hun stod ved siden af sengen og rakte hånden ud efter mig for at få mig til at komme med. 

  Heldigvis var vores familie også god til at komme og hjælpe til og muntre op og vi taler tit om den dag i dag, at hvis det ikke var for dem, så stod vi nok ikke så stabilt, som vi trods alt gør nu. De seks uger endte jo med at gå - for uanset hvor lang tiden må føles, så går den jo ligeså langsomt forbi. Jeg læste bøger, sov på grund af manglende nattevøsn og sløvende morfin, malede i mine malebøger, så serier og dokumentarer på iPad'en i sengen og om aftenen puttede min kæreste sig ind under en dyne og så tv på den lille skærm sammen med mig, så jeg ikke følte mig helt afskåret fra livet i lejligheden. Jeg stirrede på den samme væg i seks uger, kunne lige akkurat selv hoppe ud på toilettet på krykker, aflyste aftaler jeg havde glædet mig til i evigheder, havde humør der svingede imellem optimisme og følelsen af at opgive fuldstændig. Jeg havde daglige flashbacks til ulykken, brændende ønsker om at gøre det hele om og overvældende frygt for, at det aldrig skulle blive bedre - eller for at det engang kom til at ske igen. Dårlig samvittighed over ikke at være skyggen af den kæreste og mor jeg gerne ville være og stor taknemmelighed for hjælpende hænder og for at ingen (andre end mig selv) bebrejdede mig for situationen. 

Og så blev det pludselig dagen, hvor jeg skulle have støvlen af. Jeg havde store forventninger til, hvad det kom til at betyde for vores hverdag. At nu skulle det være slut med lunkne madpakker (de var lunkne fordi jeg ikke selv kunne hoppe ud og lave en i køkkenet, når jeg skulle spise - for jeg kunne jo ikke bære ting eller holde balancen længe nok til at smøre et stykke brød). Nu skulle jeg handle ind og lave mad og hente Gry i vuggestuen. Og nej, hvor blev jeg da skuffet. Jeg vidste godt, at genoptræningen ikke ville blive en dans på roser, men jeg havde heller ikke forventet - ikke i min vildeste fantasi - hvor mange torne, der gemte sig undervejs.

Jeg fik støvlen af og inde bag den gemte der sig en voldsomt hævet og meget blå fod. Den gjorde sindsygt ondt, var føleforstyrret og kunne stort set ikke en skid. Den kunne lige nøjagtig vippe 20 grader og det føltes som om forbindelsen mellem hoved og ben var blevet kappet over undervejs. Men det gemmer vi lige til et afsnit mere - nu vil jeg nemlig udnytte, at jeg endelig og langt om længe (selvom jeg har kunnet være det i noget tid) kan være sådan en mor, som jeg rigtig gerne vil være. I dag skal den stå på hygge med trylledej. 

English:
Hi guys! Here's another post about my broken ankle. Like last time I haven't translated it yet - but please just let me know if you'd like to read it in English. I'll be happy to translate it, I just don't want to spend precious time translating it now if no one is going to read it anyway. 



30.10.16

Winter florals 2016

Zizzi - Zizzi - Junarose - Carmakoma
Det er langt fra første gang, at jeg klapper i mine små hænder og jubler over blomsterprint i plus size moden. Jeg er vild med det og jeg er vild med, at det ikke bare er en døgnflue. Trenden har hersket i adskillige sæsoner nu og er aktuel uanset om vi skriver sommer- eller vintermode, men der er alligevel en synlig udvikling i tendensen - og jeg elsker det!

Her til vinter er looket meget klassisk, holdt i smukke feminine prints og enkle farver. Her er fire eksempler, som jeg er faldet pladask for. For mig er det helt umuligt at vælge en favorit. Har du en?

English:
I'm loving these four winter floral items. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...